Tilknytning i parforhold – når vi længes efter nærhed og alligevel går skævt af hinanden

En aften siger den ene: "Vi taler aldrig rigtig sammen længere." Den anden sukker og ser på fjernsynet. Ingen af dem ønsker afstand. Den ene søger kontakt, fordi der er stille. Den anden trækker sig, fordi anklagen i stemmen gør ondt. Begge gør, hvad de altid har gjort, når de er sårbare – og mødet mellem dem bliver endnu en bekræftelse på, at vi ikke hinanden nær.

Hvis I genkender det, er I langt fra alene. Mønstret – hvor én søger, og den anden trækker sig – er et af de mest almindelige samspil i parforhold. Og det har sjældent noget med manglende kærlighed at gøre.

Hvad er tilknytning?

Tilknytning handler om vores behov for at høre til hos andre – om at have nogen, vi kan vende os mod, når vi er utrygge, glade eller sårede. Den britiske psykolog John Bowlby beskrev i sin tilknytningsteori, hvordan mennesker fra fødslen søger nærhed til dem, der passer på os, og hvordan de erfaringer følger med os. Mary Ainsworth, som udviklede forskningen videre, beskrev forskellige mønstre i, hvordan vi søger eller regulerer den nærhed.

I et parforhold betyder det, at vi hver især har lært en måde at håndtere på, når forbindelsen skranter. For nogle er reaktionen at søge mere kontakt: at tage fat, spørge, følge op. For andre er reaktionen at trække sig: at gå i "løsningstilstand", gøre sig uafhængig eller vende sig mod noget andet.

Tilknytningsmønstre – og hvordan de kommer til udtryk

Tilknytningsmønstre er ikke diagnoser eller faste personlighedstyper. De er beskrivelser af vaner i, hvordan vi håndtere nærhed og afstand – vaner, der typisk er dannet tidligt og siden finpudset i andre relationer. De kan ændre sig, især når de bliver set og mødt anderledes.

Groft sagt taler forskningen om et trygt mønster og to utrygge varianter: en ængstelig tilknytning, hvor man hurtigt frygter at blive forladt og søger bekræftelse og nærhed – og en undgående tilknytning, hvor man regulerer ved at trække sig og klare tingene selv. De fleste mennesker er ikke enten-eller, og mønstret kan se forskelligt ud i forskellige relationer og perioder af livet.

I hverdagen kan det lyde sådan: Én mærker uro, når svaret på en besked udebliver, og stiller flere spørgsmål for at finde ro. Den anden mærker samme uro som et pres og har brug for at komme lidt væk for at finde tilbage til sig selv. Begge forsøger egentlig at genskabe tryghed – de gør det bare på måder, der udløser hinandens alarmsystemer.

Når den ene søger, og den anden trækker sig

Det her samspil er beskrevet af parterapiforskere som Susan Johnson, der har udviklet emotionelt fokuseret parterapi: jo mere den ene søger, desto mere trækker den anden sig – og jo mere den anden trækker sig, desto desperatere søger den ene. Efterspørgslen skrues op, tilbagetrækningen ligeså. Til sidst mødes de kun i konflikt: "Du er aldrig der" møder "Du er aldrig til at snakke med".

Pointen er, at begge reaktioner forstås som beskyttelse. Den, der søger, beskytter sig mod ensomhed. Den, der trækker sig, beskytter sig mod at være til besvær eller møde vrede. Når mønsteret ses på den måde, stopper søgen efter den skyldige – og arbejdet med samspillet kan begynde.

Fortiden påvirker – men bestemmer ikke

Måden vi håndterer nærhed på er ofte dannet længe før parforholdet: i opvæksten, i tidligere relationer, i erfaringer med at blive afvist eller ikke mødt. Det betyder noget. Men det bestemmer ikke, hvordan dit parforhold skal være. Voksne kan lære nye mønstre – især i relationer, hvor der er plads til at sige tingene højt og opleve noget andet end det, kroppen forventer.

Og en vigtig skelnen: Nogle gange er afstanden ikke et samspilsmønster, men noget helt andet. Hvis der i jeres forhold er vold, kontrol eller frygt, er det ikke et spørgsmål om at begge skal arbejde med deres mønstre. Ansvaret for vold ligger hos den, der udøver den, og hjælp findes – blandt andet via din egen læge eller leveren af rådgivning i din kommune.

Tre samtalestartere til mere tryghed

Her er tre små øvelser, I kan prøve i løbet af en uge:

Hvornår kan parterapi eller individuel terapi hjælpe?

Hvis mønsteret sidder fast, eller samtalerne altid ender i det samme, kan det være godt at få en tredjepart med ind. I parterapi ser vi på samspillet mellem jer: hvad der sker i de møder, hvor kontakt bliver til afstand – og hvad der skal til for, at I mødes på nye måder. Kommer uroen mest fra dig, eller din partner ikke vil med, kan du arbejde med mønstrene i individuel terapi.

Hvis afstanden også mærkes i lysten, har jeg skrevet en anden artikel om manglende lyst i parforholdet – de to emner hænger ofte sammen.

Spørgsmål og svar